Ulrik Bie: Et brydningsår venter forude

Når vi her ved årsskiftet ser ind i det nye år, gør vi det med ydmyghed, for vi ved ikke nødvendigvis, hvad der rammer os. Nytåret 2020 fejrede jeg i Christchurch i New Zealand. Ikke i min fjerneste fantasi forestillede jeg mig, at verden som jeg kendte den, ville holde op med at eksistere bare ti uger senere. Ved indgangen til 2022 fejrede vi, at omikronvarianten ville blive redningen, der stoppede coronahelvedet af fortsatte nedlukninger og restriktioner. Den 1. februar var corona – ifølge statsminister Mette Frederiksen – et overstået kapitel i Danmark. Tre uger senere invaderede Rusland Ukraine og forandrede den verden, som vi kendte, til ukendelighed. Så her står vi. Det ukendte venter. Men i år venter vi også på det kendte – men samtidig det uventede. Den 20. januar bliver Donald Trump igen USAs præsident. Vi ved, at vi skal tage ham alvorligt. Men læren fra første runde var, at vi ikke skal tage ham bogstaveligt. Vi ved, at han kan smide tirader efter folk. For så at vende på en tallerken og indgå en aftale. Vi ved, at han trives i kaos. Vi ved, at han denne gang er forberedt på, hvordan Washington skal håndteres med et fastere greb om Kongressen og højesteret. Men vi ved ikke, hvad der vil ske på indsættelsesdagen og i de følgende måneder. Der vil være en masse tiltag, der fra første dag lukker grænsen mod Mexico, åbner for olieboringer i beskyttede områder, fjerner en række mindretalsbeskyttelser. Men det er amerikansk indenrigspolitik. Det vil afprøve det amerikanske demokrati. Grænserne for, hvor langt man kan tage vennetjenester. Det vil afprøve institutionernes styrke. Indtil videre ser pressen ud til at være den store taber. Man har bøjet nakken – udløst af ejere, der har andre interesser, der vægter højere end demokrati og ytringsfrihed. For os her i Danmark og Europa er de vigtigste spørgsmål naturligvis, hvad der sker på handelsområdet. Hvad der sker med USAs støtte til Ukraine. Hvor meget hans nye politik vil føre til inflation og dermed højere renter. I forholdet til Kina er den nemme version, at den hårde handelskrig og opgøret om det teknologiske herredømme fortsætter. Den mere avancerede version er anderledes. Tolden på kinesiske varer i første periode gjorde intet for at dæmpe amerikanernes umættelige efterspørgsel på udenlandske varer. De kommer bare fra andre lande. Spørger man USAs kommende finansminister Scott Bessent er formålet med presset på Kina at få kineserne til at ændre økonomisk politik, så forbruget fylder mere, og de derfor køber flere amerikanske varer. Det er faktisk ikke meget anderledes end det, som de kinesiske myndigheder selv talte om for nogle år siden. Andre i regeringen vil fjerne en strategisk konkurrent fra landkort. Trumps politik over for Kina vil naturligvis også inddrage Europa. Eller måske vælger Trump at føre handelskrig mod os alle på én gang. Det vil så også have konsekvenser. For USA. Og for os. På trods af bombastiske udmeldinger er det ret uklart, hvad Trump vil opnå i forhold til Europa – og Danmark. For Europa ser også meget anderledes ud end for fire år siden. På godt og ondt. Hvis man spørger aktiemarkedet, har vurderingen været klar. Trump vil give store ufinansierede skattelettelser, men de vil ikke skabe tvivl om holdbarheden i USAs statsgæld. Der kommer en migrationsreform, der godt nok lukker grænsen, men som samtidig indfører et system for import af nødvendig arbejdskraft. Ellers går økonomien i stå. Deregulering og beskæring i det offentlige bureaukrati vil reducere udgifterne og frigøre ny innovativ kraft. Og Trump mener alligevel ikke det der med at indføre told på alle varer. Og han vil naturligvis ikke forsøge at deportere 11 millioner mennesker. Og han vil være helt o.k. med, at den amerikanske centralbank holder renten højt for at bekæmpe den inflation, som alle hans politiske tiltag vil skabe. Det er muligt, at det kommer til at gå sådan. Aktiemarkederne har taget forskud på glæderne, men er alligevel begyndt at ryste lidt på hånden efter det seneste møde i den amerikanske centralbank. For godt nok blev renten sat ned, men der blev samtidig sat spørgsmålstegn ved tempoet og omfanget af nye rentenedsættelser. Højere renter og faldende aktiekurser er helt uacceptabelt for Donald Trump. Der kan vente et turbulent opgør forude mellem Trump og Federal Reserves chef, Jerome Powell. Kinas dybe problemer bliver stadig mere synlige 2025 bliver også et brydningsår for Kina. De strukturelle problemer hober sig op og bliver synlige i en stigende ungdomsledighed. Faldende boligpriser. En halvering i antallet af ægteskaber og fødsler. De kinesiske fabrikker producerer for fuld kraft og er brændt inde med enorme lagre af færdige varer. De kinesiske forbrugere er tilbageholdende i lyset af økonomisk usikkerhed og lavere fremtidige forbrugsmuligheder. Så i stedet forsøger man at sælge de overskydende varer på verdensmarkedet. Det er primært de vestlige lande, der er målet. Derfor falder priserne på varer fra Kina. Samtidig er strategien for at skabe fornyet fart i den kinesiske økonomi mere af det, der virkede tidligere. Det vil sige at pumpe flere penge ud i økonomien – og mere eksport af alt fra stål og forbrugerelektronik til højteknologi og klimateknologier. Det øger risikoen for et bredere handelsopgør i det nye år. Europa skal sparkes i gang I midten ligger et Europa, hvor brydningerne i det nye år bliver store og måske også eksistentielle. Håndtering af Ukraine bliver det springende punkt. Med kommissionsformand Ursula von der Leyen og udenrigskommissær Kaja Kallas fra Estland har Ukraine den stærkest mulige støtte i Bruxelles. Det er mere i hovedstæderne, at problemerne – og mange nye milliarder i støttekroner – skal findes. Her er de nordiske og baltiske lande en stærk og forenet blok. Men Europas svar på handelskrige og manglede konkurrenceevne bliver også et af årets vigtigste temaer. Der skal være valg i Tyskland og nok også i Frankrig. I begge lande er det politiske system paralyseret. I begge lande skal der gennemføres store reformer for at sikre relevans. Det tyske samfund er fortsat i benægtelse i forhold til de forandringer, der nødvendigvis venter forude. Det er åbenlyst, at tysk bilindustri ikke samtidig kan rumme en virksomhed, hvor fagforeningerne har veto over store beslutninger, nemlig Volkswagen. Og så en, der ikke har indgået overenskomst, nemlig Tesla. Der er meget fokus på, at de tyske budgetregler er en hindring for investeringer, men der ligger enorme effektiviseringsgevinster i hele det tyske samfund i takt med en øget digitalisering og bedre evne til at træffe og eksekvere på beslutninger. I Frankrig er det yderste højre og venstre enige om at rulle præsident Emmanuel Macrons begrænsede reformer tilbage. Det er blandt andet derfor, han kæmper så indædt mod at give regeringsansvaret til fløjene. Det er de offentlige finanser, der er Frankrigs helt store akilleshæl. Det har det været i årevis, men i 2025 skal franske politikere vise en eller anden farbar vej fremad, der bringer finanspolitikken på holdbar kurs. Det vil komme til at gøre ondt, men det vil gøre mere ondt senere, hvis man ikke handler. I det politiske tomrum er EUs spydspids, Ursula von der Leyen, trådt i karakter og er i stigende grad ansigtet på europæisk handlekraft. Den diskussion om fælles udstedelse af gæld, som statsminister Mette Frederiksen stemplede ind i her i december, vil blive et afgørende tema i den økonomiske debat. Deregulering og afbureaukratisering Men der er nok en helt anden dagsorden, hvor vælgerne vil kræve handlekraft. Både af EU. Af Christiansborg. Af de danske kommuner. Det mest geniale, Donald Trump har gjort indtil videre, er oprettelsen af »ministeriet« for en mere effektiv offentlig sektor kaldet DOGE. Som er forkortelsen for ‘Department of Government Efficiency’. Det er politisk set ekstremt populært. DOGE med Elon Musk i spidsen er allerede ved at flekse med musklerne i den offentlige debat, selvom Trump endnu ikke er præsident. I sin første embedsperiode gennemførte Trump en større deregulering, men ikke mindst afskaffelsen af en mængde ESG-indberetninger gjorde ham til helt blandt de små og mellemstore virksomheder, hvor sådanne administrative byrder vejer tungest. EU har lovet at gå i den retning. Den danske regering vil se på unødige regler og bremse den gængse overimplementering af EU-regler. På lettelser af administrative processer. Men det handler også om alt det, som vi gerne vil ændre i vores samfund, og som vi har bedt virksomhederne om at føre ud i livet. I øvrigt uden at kompensere dem. Det går bare ikke. Vi kommer i det kommende år til at have endnu mere fokus på, hvordan vi sikrer en stabil og billig energiforsyning, fordi det er et af de vigtigste parametre i virksomhedernes konkurrenceevne. Vi kommer til at have et langt mere omfattende pres for tilbagerulning af gode hensigter i regulering og indberetning. For det er et paradoks her ved indgangen til et nyt år. Det går bragende godt i dansk økonomi, men alligevel er der mange små og mellemstore virksomheder på tværs af økonomien, der har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Det er naturligvis et endnu større problem i de lande, hvor der i forvejen er svag efterspørgsel. Oven i alle de store globale kastevinde, gennemgår vi samtidig en teknologisk revolution, der for alvor vil ramme danske arbejdspladser i det kommende år. Kunstig intelligens trænger ind overalt. I amerikanske byer som Austin og San Francisco kører førerløse biler allerede rundt i gaderne. I et kontrolleret forsøg, men alligevel. Og med passagerer. De bliver stadig dygtigere – og det er endnu en udfordring til et europæisk kontinent, der er digitalt bagud. Det vil ændre den måde, som virksomheder fungerer på. Og det vil stille nye krav til indretningen af vores samfund. Så 2025 står på alle måder til at blive et brydningsår. Vi skal fremtidssikre – uden helt at vide, hvad fremtiden bringer. Det kan lyde trættende, og det er forståeligt, hvis mange bare vil sætte tempoet ned og lukke verden ude. Men det giver også enorme muligheder for at tænke nyt og gøre tingene bedre. Vi aner ikke, hvad Donald Trump i disse dage sidder og forbereder til de første dage. Men der venter et år, hvor kastevindene kan blive mindst lige så kraftige som det, vi indtil nu har oplevet i 2020erne. Heri har vi dog en væsentligt fordel. Vi er efterhånden garvede i det med at håndtere uforudsete hændelser. Så det skal nok gå alt sammen. Men hæsblæsende bliver det. Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør https://www.berlingske.dk/oekonomi/ulrik-bie-et-brydningsaar-venter-forude